Mine mærkesager

Et konkurrenceklart samfund
I Venstre er en af vores centrale sigtelinjer, at vi ønsker at skabe et stærkt og konkurrenceklart samfund. Mange danske virksomheder ser det fordelagtige ved at flytte til udlandet, fordi de i Danmark bliver pålagt store skatter og afgifter. I Venstre vil vi arbejde for, at skabe gode vilkår for virksomhederne, så de ikke flytter til udlandet. Jeg er derfor gået ind i en arbejdsgruppe med en række andre Venstrepolitikere, hvor vi blandt andet kæmper for at sikre, at eksisterende arbejdspladser bliver i landet.

 

Derudover vil vi i arbejdsgruppen kæmpe for at skabe vækst og indtjening. Det skal bl.a. ske ved at tiltrække flere internationale virksomheder og mere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til landet. Danmark er kendt for at være et af de mindst korrupte lande i verden. Det skal vi benytte os af. Virksomhederne ved, at de kan stole på, at vores samfund fungerer, hvilket er grunden til, at mange store internationale virksomheder allerede nu vælger at bosætte sig her i landet. På den måde kan vi tiltrække flere internationale virksomheder i fremtiden og opnå målet om et konkurrenceklart Danmark.

 

Det frie valg

En af de vigtigste liberale værdier er det frie valg og det enkelte menneskes ret til at kunne vælge selv. Dette ønsker vi i Venstre at værne om. I Venstre stoler vi på, at den enkelte bedst selv kan vurdere de valg, de tager, og at samfundet frem for alt skal give plads og handlerum for den enkelte.

 

Regeringen er i fuld gang med at fjerne det frie valg på en række områder. Indtil videre er det gået udover det frie sygehusvalg og forældrenes mulighed for frit at kunne vælge en institution til deres børn. I Venstre frygter vi, at det er de ældre, som det går udover næste gang. Derfor vil jeg gøre alt for at sikre, at vores ældre borgere også i fremtiden selv kan vælge, hvor de gerne vil bo og hvem der kommer i deres hjem.

 

Hvis vi fjerner det frie valg, skaber vi et ufleksibelt samfund, hvor der ikke er plads til den enkeltes individuelle behov og ønsker. Et sådant samfund, ønsker jeg ikke, at vi får.

 

Miljøpolitik

På miljøområdet finder jeg det ligeledes vigtigt at gøre en ekstra indsats. I Venstre har vi stor omtanke for miljøet, men vi ønsker samtidig at sikre, at både virksomheder og landbruget kan arbejde under fair vilkår.

 

Landmændene bliver ofte beskyldt for at være syndebukke i enhver miljødiskussion. I Venstre mener vi, at det er altafgørende, at vi fra politisk hånd støtter landmændene og viser dem tillid. Jeg stoler på, at landmændene udøver deres erhverv med omtanke for miljøet og naturen. Det er jo netop naturen, der giver dem smør på brødet. Derfor har de også en naturlig interesse i at passe på den. Vi skal derfor lave lovgivning der er fair og fornuftig for miljøet – men også for landbruget. Således at det bliver ved med at være attraktivt at dyrke dansk landbrug.

 

Djursland – et stærkt udkantsområde

Som folkevalgt i Djurskredsen ligger det mig meget på sinde, at kæmpe for et stærkt og dynamisk Djursland. Vi skal sikre væksten, beskæftigelsen og konkurrenceevnen og bevare Djurslands plads på Danmarkskortet. Det gør vi blandt andet ved at give udkantsområderne mulighed for at udvikle sig og opføre nye projekter. I den forbindelse er det essentielt, at vi lytter til borgerne, som bedst ved hvad der gavner Djursland i fremtiden.

 

Vi skal tænke fremad. Vi skal værne om mobiliteten og mulighederne i Østjylland, og vi skal give de store virksomheder incitament til at placere deres filialer i netop vores område. Det skaber både vækst og arbejdspladser, og det gør Djursland til et attraktivt og konkurrenceklart udkantsområde.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag de seneste nyheder.

Klik for at redigere din tilmelding

Se flere af mine billeder på flickr
Deltag i diskussion med mig
Hvis du gerne vil holdes opdateret og deltage i diskussionerne, så find mig ved hjælp af ikonerne her i bunden.
VI ANBEFALER ANNE-METTE WINTHER CHRISTIANSEN